Toppen af Danmark

Mit hjørne af Vendsyssel

Vi producerede et cinematisk TV-spot og en SoMe-film, der markedsførte Vendsyssels smukke vestkystområde for turister fra resten af landet.

Statistikkerne bag SoMe-filmen
1.200 Likes
19.000 Visninger
110 Delinger

Æstetik på rekordtid

Vi ønskede at lave et TV-spot, der skilte sig ud fra mængden på de regionale TV-blokke. Med en meget kort deadline måtte vi derfor udnytte solskinsdagene mest muligt. Størstedelen af optagelserne blev færdiggjort i projektets første uge, og på stort set alle tidspunkter af døgnet.

Her optager vi i Hirtshals klokken halv fem om morgenen for at fange solopgangen over havnen.

En corona-produktion

Der er intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Vores reklamespot for Toppen af Danmark blev ikke produceret på trods af corona-krisen, men på grund af den.

Den danske turistbranche stod i en unik situation, da grænserne lukkede i kølvandet på corona-krisen. Der var behov for at markedsføre Danmark som turistdestination ikke for udlandet, men for danskerne selv.

I den anledning blev vi kontaktet af en gruppe nordjyske erhvervsfolk, der havde søgt midler til at lave en markedsføringskampagne for turistdestinationerne i Hjørring Kommune. Ønsket var at kickstarte handelslivet henover sommeren ovenpå en hård tid med nedlukning og aflysninger.

Resultatet blev, at vi lavede et TV-spot til TV2’s regionale kanaler, og en længere film til Toppen af Danmarks sociale medier.

Murer-Kjeld

Da Kjeld Pedersen eller ‘murer-Kjeld’ flyttede Rubjerg Knude Fyr i efteråret 2019, gik historien om ham verden rundt. Kjeld repræsenterer noget fundamentalt ved den nordjyske ånd, og derfor var han også det oplagte valg som reklamespottets speaker og frontfigur.

Murer-Kjeld leverede en autentisk speak til reklamespottet.

En anderledes tilgang til speak

Vi ønskede at male et appellerende, men ægte billede af Vendsyssel som turistdestination. Derfor var det vigtigt at speaken fremstod autentisk.

Efter længere overvejelser med arbejdsgruppen besluttede vi at indspille speaken som et interview, hvor Kjeld blev stillet en række spørgsmål om sit forhold til området. Vi klippede herefter de bedste bidder ud, og satte dem sammen på en måde, der gav mening. Dermed blev speaken et produkt af Kjelds autentiske forhold til Vendsyssel, frem for et produkt af et prædefineret manuskript. Det skabte en ægthed som vi mener, at man tydeligt kan høre i slutproduktet.

En hyldest til Vendsyssel

Målet med TV-spottet var at brande Vendsyssel som en attraktiv turistdestination for resten af Danmark. Dette gjorde vi på bedste nordjyske vis ved at fortælle en ærlig, men inderlig historie om stedet.

Få fat på os

Skal vi lave noget fedt sammen?

    Gustav går på en sandklit ved Rubjerg Knude fyr